Nytårshilsen fra udvalgsformand Grethe Saabye

Kære virksomheder i Lejre Kommune

Jeg vil gerne, på vegne af Udvalget for Erhverv & Turisme, ønske jer alle et rigtig godt nytår – og samtidig sige jer tak for året, vi har lagt bag os.

Det er vigtigt, at vi kan føle os velkomne hos hinanden.

At I føler jer velkomne, vigtige og godt behandlet, når I henvender jer til os eller samarbejder med os i kommunen. Det har vi som udvalg i høj grad følt ved de fem ud af seks møder, vi siden april 2018 har afholdt ude i lokale virksomheder. Det har givet udvalget et mere direkte indblik i den enkelte virksomheds hverdag.

Det skal I have en varm tak for. Det giver os en større forståelse for jer som erhvervsdrivende, hvor vi ser, at I hver dag risikerer jer selv og giver jer fuldt og helt for jeres virksomhed. Det giver os som politikere en respekt og ydmyghed over for opgaven med at varetage jeres interesser og sikre jer gode, lokale vilkår. Og det giver os en chance for at tilpasse vores ydelser og organisation til jer og ikke omvendt.

Vi vil meget gerne fortsætte med at afholde vores møder ude hos jer – og de af jer, der har lyst til, at vi kommer, må meget gerne henvende jer til vores erhvervschef Nynne – så klarer hun planlægningen og det praktiske.

2018 har været et spændende år – også når det gælder den nationale erhvervspolitik.

Folketinget vedtog i december en ny lov om erhvervsfremme, og den er allerede trådt i kraft her ved årsskiftet. Den medfører ret mærkbare ændringer. Regionernes vækstråd er nedlagt, og regionerne må nu slet ikke beskæftige sig med erhvervspolitik.

Væksthusene er blevet til Erhvervshuse. De skal vejlede alle virksomheder, og altså ikke kun dem, der har ambitioner om at vokse. I vores region har erhvervshuset en ny fysisk placering i Sorø; med en filial i Vordingborg, hvor det tidligere Væksthus lå. Det er en placering, regeringen har besluttet.

Jeg vil klart anbefale jer at benytte de muligheder, der ligger der. Jeg ved, at Nynne er i tæt dialog med Erhvervshuset for at sikre, at I har nem og hurtig adgang til deres tilbud. Her, lokalt i Lejre Kommune, fortsætter vi naturligvis vores erhvervsservice – helt tæt på jer.

Vi vil fortsat tilbyde jer individuel sparring og vejledning. Vi vil hjælpe jer med at navigere i det kommunale system, finde erhvervslejemål og grunde, og finde kvalificeret arbejdskraft eller gode samarbejdspartnere. Kort sagt: Alt det, som vores erhvervsservice er sat i verden for.

For mange af jer var 2018 et år med vækst.

Jeg er imponeret over antallet af gazelle-virksomheder. Ved nytårskuren sidste år kunne vi fejre 7 gazeller. I år er tallet dobbelt så højt – nemlig 14 gazeller.

Til jer gazeller vil jeg gerne sige: Vi er stolte af jer.

I kendetegnes alle ved jeres dygtighed og høje ambitioner. I arbejder med sans for kvalitet og godt håndværk – og ikke mindst service i særklasse. I ved virkelig, hvad det betyder at være i øjenhøjde med kunderne. Tillykke med det! De mange nye gazeller er tegn på, at der er gang i hjulene.

Vi er inde i en højkonjunktur, og der er bud efter jer og jeres produkter. Det gør det endnu vigtigere, at vores erhvervsservice matcher jeres behov. Derfor har vi også i Lejre Kommune – og helt konkret Nynne gennemført et eftersyn af den service, vi tilbyder jer. Det handler jo ikke mindst om, at vi skal kende jeres ønsker og synspunkter, og jeg vil gerne her takke de mange af jer der brugte tiden på at besvare vores spørgeskema i efteråret. Resultaterne er nu klar, og dem vil vi inden længe drøfte i udvalget – og så se, hvad vi skal forbedre. Hvad skal vi fortsætte med, hvad skal vi styrke, og hvad skal vi måske gøre mindre af.

Det går, som sagt, rigtig godt for rigtig mange virksomheder i Lejre Kommune – og jeg ser mange muligheder og potentialer for fremtiden som erhvervsdrivende i Lejre Kommune.

Nationalpark Skjoldungernes Land er kommet godt fra start, og vil sammen med Sagnkongernes hal og det stigende gastronomiske niveau i kommunen tiltrække besøgende, som vil generere omsætning – både i turisterhvervet, men også hos håndværkeren, der renoverer kroen, grafikeren, der laver markedsføringsmaterialet, i gårdbutikken, på bryggeriet og hos supermarkedet.

Virksomheder, butikker og cafeer skaber ikke kun omsætning – de skaber også liv. Og det gælder alle jer virksomheder: I skaber liv i Lejre Kommune – både i de større byer og i vores mange små landsbyer. I er en uvurderlig del af hele kommunens hjerteslag. Så mange tak for det. Tak fordi vi får lov til at føle os velkomne hos jer! Og husk at sige til, hvis vi kan gøre endnu mere for jer.

Jeg ønsker jer alt det bedste for 2019 – rigtig godt nytår!

Med venlig hilsen
Grethe Saabye
Formand for Udvalget for Erhverv & Turisme

Tryk for større billede