Kommunalbestyrelsen inviterer til dialog om Kommuneplan 2017

By 24. september 2017Ikke kategoriseret

Kære bylaug, grundejerforening og andre foreninger

Forslag til Kommuneplan 2017 er i høring, og du har nu mulighed for at gå i dialog med politikere og administration om udviklingen af din kommune.

Kommuneplanen sætter retningen for den fysiske udvikling i de kommende år og giver Kommunalbestyrelsens bud på, hvordan intentionerne i Vores Sted kan omsættes til fysisk virkelighed i vores byer og landsbyer. Lejre Kommunes nye mobile byudviklingskontor, Vores Sted-vognen, rykker i den kommende tid ud til otte byer med politikere og administration for at igangsætte dialog om forslaget til Kommuneplan 2017.

Vores Sted-vognen besøger otte byer:
Tirsdag den 19. september 2017: Gøderup, ved banen
Torsdag den 21. september 2017: Osted, ved Nørretoften
Tirsdag den 26. september 2017: Gevninge, ved Gevninge Vestvej/Lindenborgvej
Torsdag den 28. september 2017: Herslev, ved Kirken
Tirsdag den 3. oktober 2017: Ejby, ved Netto
Onsdag den 4. oktober 2017: Gershøj, ved trekanten
Tirsdag den 10. oktober 2017: Kirke Sonnerup, ved Skolen
Torsdag den 12. oktober 2017: Kirke Såby, ved DagliBrugsen

Du kan se udstillingen i vognen hele dagen. Mellem kl. 16.00-18.00 er vognen bemandet med politikere og administration, der er klar til dialog om kommuneplanen, og om hvordan vi sammen kan udvikle din by eller landsby.

Kl. 16.30 og kl. 17.30 giver administrationen et kort oplæg til interesserede om indholdet i kommuneplanen.

Opsamlende borgermøde
Onsdag den 25. oktober 2017 kl. 19.00 er der opsamlende borgermøde. Her vil politikere og administration præsentere Kommuneplan 2017, samle op på dialogen i Vores Sted-vognen og lægge op til dialog om den fysiske udvikling af Lejre Kommune. Mødet foregår i kantinen på Hvalsø Skole.

Kommuneplan 2017 er i høring indtil den 1. november 2017. Har du kommentarer eller indsigelser, så send dem til plan@lejre.dk, eller Lejre Kommune, Møllebjergvej 4, 4330 Hvalsø senest den 1. november 2017.

Du kan hente Forslag til Kommuneplan 2017 her

Med venlig hilsen

Carsten Rasmussen
Borgmester

LEJRE KOMMUNE
Rådhuset i Allerslev
Lejrevej 15 | 4320 Lejre
T: 4646 4646
E: carr@lejre.dk | www.lejre.dk

Tryk for større billede

Tryk for større billede